tidstedsans

Det kronologiske forløbs eftertragtede medaljes
                                              bagside
den sidste tid inden det hele fortsætter
derudaf i en fart, farten på livets kronologik
                         der ikke er hurtigere
                               end du er.
Mens jeg sidder; fanget i tidens løben omkring
                                                       mig, en drømmer
                           drømmer ofte kun ting
            han selv ved hvad skal forestille
 uden at forstå sit drømmeland
et udtryk for det underlæggende
         sagdes det i baglandet.
Nu løber det igen, det satans tidevand,
      løber op på siden af din seng og synger
                     en forfærdelig vise om alt det liv
        liv der lever og leves
                      i passiv aktivitet,
       vi bestemmer hvad vi vil bruge
                    den til, denne tids bagside.
       Bagsiden
  der ofte lægges i forgrundens
           opslugende afgrund.

Medvirkende

Der var tale om en livslang, observeret serie af uheld. Alt var jo i bund og grund uheld, måske nogle med et gran af held i uheldene, men uheld ikke desto mindre. Hendes fødsel; alt for tidligt, en mor på kun 17 somre, og lang tid på hospitalet til observation. Barndommen, også fuld af uheldige episoder, fars drikfældige sjæl, mors maniske personlighed og en bror med angst for livet. Angst havde hun aldrig følt meget af. Det uheldige liv havde ikke kun været dårligt. Det satte tingene i perspektiv. Der er ikke noget der er så slemt, det ikke er godt for noget. Passende motto for en uheldig ung kvinde. Hvis hun kunne tillade at give sig selv titel af kvinde. Hun havde aldrig forstået pige-kvinde overgangen, vidste at det i ”de gode gamle dage” var konfirmationen, der startede voksenlivet. Men voksen var ikke det hun følte sig til sin konfirmation i 8. Klasse. Faktisk huskede hun ikke et tidspunkt, hvor hun havde følt sig mere lillepigeagtig end den dag. De brune fletninger ned over den kridhvide kjole fik hende til at føle sig som et barn, der var blevet gjort fin for andres fornøjelse. 

Fin havde hun aldrig gjort sig selv. Hun gik ikke meget op i den slags, og måtte da også høre for det på gangene i gymnasiet, når de mindre taktfulde drenge pludselig brød ud i latter lige efter at have passeret hende. Om det virkelig var hende de grinte, vidste hun ikke, men hendes uheldige liv havde gjort hende mistroisk.

Hun nød ellers som regel lyden af latter, ønskede sig så inderligt at deltage i morskaben, men mistroen satte sig altid i hende, og hun frygtede at hun ville ødelægge øjeblikket for de grinende, hvis hun spurgte ind til det sjove. En joke der skal forklares er jo aldrig sjov. Så meget vidste hun da om humor. Hun vidste ret meget, eller måske nærmere; hun vidste lidt om ret meget. Hun fordybede sig aldrig rigtigt i tingene. Undersøgte det blot overfladisk, kradsede lidt i lakken men aldrig så meget at det kunne virke uoverskueligt. Hun ville hellere se på tingene fra en afstand end røre ved dem. Hvilket måske var forklaringen på hendes mange museums- og kunstudstillingsture, hvor hele ideen var selve iagttagelsen af tingene. 

Hun huskede alt for klart dengang hun mistede sin venstre ringefinger. Hun var ikke mere end 7 eller 8 år gammel, og var alene hjemme og hendes mor havde ikke ryddet op efter morgenmaden, som følge af massivt arbejdspres. Hun huskede ikke hvorfor det netop var stavblenderen hendes nysgerrighed faldt over, men hun huskede den røde farve og chokket over at hun pludselig manglede ringefinger og yderste led på langefinger. Hun var ikke ked af tabet, følte at det måske var for det bedste. Det havde i hvert fald gjort hende en bedre observatør, men havde samtidig frarøvet hende en del af sin eventyrlyst. Eventyrlysten var blevet mindre i takt med uheldenes ophobning bag hende.

Hun følte sig ikke fattig eller svagere med den manglende eventyrlyst og den store trang til kun at observere. Men tænkte heller ikke rigtig over det. Hun tænkte mest på hendes manglende evne til at holde liv i samtaler. Adskillige gange havde hun stået og kigget på de ældre drenge i gymnasiets fredagsbar, men aldrig haft modet til at snakke med dem. Ikke at hun manglede mod, det var mere incitamentet der manglede. Hvordan skulle hun lige falde i snak med et andet menneske, når ikke hun kunne observere hvilken type menneske de var. Røre ved dem turde hun ikke, og at falde i snak, havde hun engang læst et sted, er ligesom at røre ved personligheder.

Af samme grund syntes hun så godt om Klara, hendes gode veninde, en pige der ikke kunne stoppe med at snakke. Hun kunne snakke fanden et øre af, sagde hendes far altid. Men det var netop denne gave, hun syntes Klara havde en gave, der gjorde Klara til så behageligt selskab for en som hende. Hun behøvede ikke selv at røre ved personlighederne, men kunne observere dem uden at skulle for tæt på. Hun forelskede sig tit i de drenge hun mødte, når hun var sammen med Klara til arrangementer, men hun havde aldrig fået disse forelskelser forløst. Hun vidste aldrig hvordan hun skulle vise sin interesse eller hvordan hun skulle vække drengenes interesse. Det var et område hun var ret blank for viden på; dating og parforhold. Hvordan fik pigerne drengene næsten hypnotiseret af deres latter og smil, og hvordan fik de sat ord på deres egne interesser og behov. Der var mange ting på det område hun hverken vidste eller forstod. Men en ting vidste hun dog: Der skal være interaktion mellem de medvirkende.

Et ældre volapyket digt der hænger på opslagstavlen

Hvor gå hvorfor, hvem!
skønt du hvordan gå?
Alt gå nok
   dog et ryk
      vinkel med
           syn.

lidt stillestående poesi, efter lang bevægelse af en bil

Ild i røven
sne i sjælen
    sikke et vådt
               gemyt..
Nutidens ældre
bliver tydeligvis
    aldrig yngre, så
det må være op
                    til os.

Normaltilstand?

Alting havde et mærkeligt gulligt lys her. Et lille rum, fire vægge og en madras på gulvet. Også dette mærkelige gullige lys. Måske skyldes det politiets elsparepære, måske bare at jeg stadig er beruset og mit hoved stadig gør ondt. Prøver at huske tilbage, men kan ikke helt genkalde situationen. Hvorfor har jeg ondt i hovedet? Det var ikke mig der fik banket et ølkrus i panden. Nej, det var jo netop mig, som bankede ølkruset i panden på ham der. Hvad var det nu han hed. Det er også ligemeget. Drengene syntes det var vildt. Pigerne også, men vildt på en anden måde for dem. De har aldrig oplevet den side af os, den side af mig. Når det kommer over mig, er jeg en utrolig usympatisk fyr, faktisk det meste af tiden. Hvad skal det også gøre godt for, det der sympati. Sympati er et ord jeg helst er fri for. Hver er sig selv nærmest, sagde min far altid. Min far; han var god, det meste af tiden. Mente selv at det han gjorde var for vort eget bedste. Det var det måske også. Jeg har ikke grædt siden jeg var 9 år, dengang han stak mig en på siden af hoved med en varm paletkniv. Han havde lavet pandekager, det gjorde han som regel om søndagen, for at pleje tømmermændene. Vi måtte ikke få nogle, de var alle sammen til ham. Men jeg kunne ikke dy mig den dag. Og hvad fik jeg ud af den ene pandekage: en aflang brandvabel over venstre kind og en lussing over højre, fordi jeg græd. Siden græd jeg aldrig. Ikke som ham fra i aftes. Han græd, eller fældede i hvert fald en tåre. Nej, sympatisk har jeg aldrig været. Men jeg har jo heller aldrig haft muligheden for at opleve sympati. En far der mente at tæsk ville gøre hans børn stærke og en mor med blanke, tomme øjne. Min mor.. Hun gjorde mindre for mig end min far. Far prøvede da i det mindste at lære os ting. At binde knob, at regne, at stave. Han var min sorte skole. Nogle mennesker lærer i skolen, det gjorde jeg ikke. Den eneste autoritet jeg har villet lytte til var min far. Den eneste autoritet der ikke bare lod sig tryne. Min folkeskolelærer synes ellers jeg var god til mange ting, når han endelig formåede at få mig til at lave noget. Hvis jeg ikke var i humøret, hvilket jeg sjældent var gloede jeg bare dumt. Råbte de af mig, reagerede jeg ud af. Sparkede, slog, gjorde hvad der skulle til for at være alene. Senere blev det bare en vane at slå og gøre folk fortræd. En måde at sætte skub i tingene. Ligesom i går, en bytur der ikke rigtig var gang i. Indtil undskyldningen meldte sig. Den åndsforladte knægt, måske vi var jævnaldrende (jeg er ligeglad), skulle absolut forsøge at charmerer pigerne. Det var selvfølgelig ikke hele historien. At charmere er helt fint med mig, pigerne er deres egne. Men der er ikke nogen der skal tro de er bedre end mig. Bare fordi han havde en uddannelse, et liv at stå op til om morgenen. Alle de store ord der flød fra hans mund, blev for meget for mig. Jeg hader når folk tror de er noget. Man er kun nogen, og alle er deres egne. Så jeg satte ham på plads. Præcis som min far ville have gjort det: en på hovedet. At jeg så havde ølkruset i hånden, det var jo synd for ham. Den slags starter altid en mindre lavine. Fyren havde jo venner, og venner synes ikke man skal slå deres venner. Så da han lå der på gulvet og blødte fik jeg en knytter i sylten. Men jeg har jo også venner. Og vi er større end de fleste. Kontanthjælp og sort, hårdt fysisk arbejde giver jo lidt på armene. To af mine drenge havde endda fået lidt til næsen, så de var næsten ikke til at stoppe. Der skulle et par dørmænd til dem hver. Men alle dørmændene arbejder jo sammen, så de er hurtigt en otte-ni stykker, når først der opstår tumult. Men starten er altid den værste, og han blev da også hentet i en ambulance, klynkende og med blod fossende ud af panden. Et par sting, så er han klar igen, tror jeg. Jeg bekymrer mig ikke rigtig om andre. Imens sidder jeg her, i et lille rum med en dårlig akustik og et sært, gulligt lys. Stilheden er ubehagelig, jeg har aldrig været meget for stilhed. Altid haft et eller andet til at lave støj i baggrunden, et fjernsyn, en radio, musik, bare noget til at overdøve den mærkelige sitren, jeg engang i mellem får for ørene. En psykolog fortalte mig engang, det måske var en samvittighed der forsøgte at komme igennem til mig. Men jeg troede ikke på hende. Jeg har aldrig følt dårlig samvittighed, ikke hvad jeg ved af i hvert fald. Sympati er som sagt ikke et ord jeg er stor tilhænger af. Men det var velsagtens en normaltilstand.

Stjernerne blev mindre og mindre

”Du skubber jo et stort læs foran dig, det bliver for meget på et tidspunkt” sagde han til sig selv. Og det var da egentlig også et stort læs. Faktisk så stort at omfanget af det, stadig ikke stod helt klart for ham. Mærkelig udefinerbart, som om en tåge eller en dis lagde sig for hans, ellers perfekte, syn hver gang han ville fokusere og afsløre hele omfanget. Læsset var startet med hans ualmindelige store forbrug af overspringshandlinger. Hver gang en opgave skulle udføres var der lige et og lige noget andet, hvilket nu havde skabt dette enorme læs foran ham. Uanset hvad var han glad, næsten aldrig sur, trist eller andre af de negative følelser folk i hans omgangskreds oplevede hvis de havde mange forsømte pligter. Han tog det hele i stiv arm. Eller det vil sige han holdt det lidt ud i strakt arm og undersøgte med roligt og fokuseret blik, indtil han pludselig fik en strøtanke, slap hvad han før sekunder siden havde været så fokuseret på og lod sig rive med. Det havde ikke altid været sådan. På universitetet havde han været i toppen af sin klasse, altid afleveret før deadline og altid sat en ære i at give så meget af sig selv han kunne undvære. Måske han bare ikke kunne undvære mere nu? I hvert fald havde han nu dette læs. Denne utydelige og lidt fremmede bunke af diverse ting, sager, tanker og idéer, der gerne skulle ende ud i noget konkret, men aldrig gjorde det. Blev højest til en kladde, et par linjer og måske en god idé til en vinkel. Men aldrig mere end det. Han vidste ikke hvorfor den apati han havde båret på næsten hele livet igennem, pludselig råbte af ham så kraftigt. Råbte ord der fik ham til at gå i stå. ”Kan det ikke være ligegyldigt!?”. Han havde altid været ret apatisk, men også altid meget fokuseret på at vinde. Selv hvis ikke der var et spil eller en leg. Så opfandt han sin egen, men fortalte aldrig nogen om det. Nød at vinde for sig selv og tænke på alle taberne. Taberne der ikke vidste, de var tabere eller at han var vinderen. Han havde altid været et konkurrencemenneske, lige fra dengang han var gammel nok til at forstå hvad en konkurrence var. Hvad det ville sige at vinde og tabe. Han stillede sig foran bogreolen og kiggede på bøgerne. Et fint lag af støv og manglen på samme afslørede hvilke bøger der for nyligt havde været læst, kigget i. Han tog den bog med umiddelbart mest støv, altså den bog der lå længst væk i hukommelsen: Thomas Mann ”Døden i Venedig”. Han følte et velbehag ved sin bogreol, som om hans bøger, deres indhold og viden kunne fylde ham med mening, omend ikke andet så dog for en kort stund. Denne ligegyldighed var hvad der startede læssets eksistens. Han læste ikke mange nye bøger mere, læste ikke mange bøger mere, kiggede bare i dem. Så ordene, men lagde ingen mening i dem. På studiet havde han gjort det til en konkurrence at have de nyeste bøger og en mening om dem. Nu var der ingen at dele sin mening med mere, studiekammeraterne var flyttet i alle retning, det var han også selv. Det var ikke et tab, men alligevel havde en ensomhed vokset i ham. Stille, men sikkert, havde en lille flig af ønsket om andres accept og nærvær sat rødder og var begyndt at vokse. Han smed bogen på spisebordet og satte sig i lænestolen under læselampen, slog en cigaret ud af pakken og tændte den med et langt og grådigt hiv. Han huskede alle de gange han havde siddet sammen med Line i netop den stol. Hvordan betrækket kradsede en smule på hans nøgne baller. De var altid nøgne sammen når de var alene, og det var altid ham der skulle side på selve stolen. Hun kunne ikke lide måden betrækket kradsede, men elskede alligevel stolen. Det var efterhånden lang tid siden hun var gået fra ham. Ligegyldigheden var blevet for meget for hende. Hun kunne ikke holde ud at se ham ”pisse sit liv væk”, som hun så charmerende udtrykte det. ”Undskyld mit fransk” sagde hun altid når hun bandede. Hun var charmerende og havde opløst ligegyldigheden i korte stunder. Mest under sex. Han huskede hver en centimeter af hende krop. Hendes lange hvide lår med de små fødder i den ene ende, og hendes varme, fugtige køn i den anden. Hendes mærkelige smilehul i venstre kind og hendes smukke øjne, med den lille, næsten guldfarvede, plet øverst i venstre øjes iris. Det gav et sæt i ham. En lyd fra køkkenet. Han rejste sig roligt for at gå ud og se hvad der larmede. Køkkenet var mildest talt usoigneret. Opvask og madrester fyldte alle overflader, kun et enkelt 'rent' spækbræt stod på køkkenbordet til når han lavede sig et rundstykke med ost, eller hvad han ellers lige kunne overskue at tilberede og spise. En gryde lå på gulvet, det må have været den der lavede lyden. En smule tomatsovs, gættede han på det var, flød tykt ud på gulvet. Han tænkte, det var sjovt man ikke på daglig basis overvejede at tyngdekraften er konstant. Vælter noget og man ikke se det ske bliver man i tvivl om hvad der mon har forårsaget faldet. Som træet i skoven ingen ser falde. Han samlede gryden op. Den lugtede forfærdeligt. Hvor lang tid havde den mon stået der. Sovsen var ikke grøn eller rådden. Men lugten var rådden og sur. Han stillede den i vasken, det vil sige på toppen af bjerget i vasken, og gik tilbage til stuen. Han kunne lide sin stue, også selvom den var rodet. Han tænkte på den dag Line var skredet. Han havde ikke lagt mærke til det i starten, han havde ikke set den lille seddel hun havde lagt på sofabordet. Det var først da han så at bogreolen manglede bøger, han blev opmærksom på at noget ikke var som det skulle være. Den dag huskede han tydeligt. Det var den dag fligen af ensomhed havde slået rødder. Han overvejede tit at ringe til en eller anden. Hvem vidste han ikke, for han snakkede ikke regelmæssigt med andre end ekspedienten i kiosken hvor han købte cigaretter. Han tændte endnu en cigaret og satte sig i vindueskarmen. Han kæderøg og stirrede udover byen. Hvor lang tid han sad der, vidste han ikke. Han forsøgte at udpege nogle stjernebilleder lidt forgæves, men udpegede dog Nordstjernen som han havde lært det i sin værnepligt. Natten var sortere end normalt og stjernerne lysere end de plejede syntes han. Han tanker vandrede endnu engang mod Line, men denne gang var det billedet af den pige han havde set lidt til efter, Line var gået fra ham. Tanya hed hun. Med y. Det var meget vigtig for hende, han havde aldrig forstået hvorfor. Men inderst inde var han ligeglad, både med hende og hendes navn. Han havde fundet hende utrolig tiltrækkende, da han første gang så hende på en bar et par uger efter Lines exit. Hun havde syntes han var spændende. Piger vil have det de ikke kan få, ved du nok. Og han havde altid haft denne aura af ikke at ville have noget som helst, og slet ikke ting der stod lige foran ham. Hun havde fortalt ham, hvor sexet hans intellekt var og han havde givet hende et kompliment, et ligegyldigt ét, men hun var glad for hans søde ord. Han var ligeglad. Ligeglad med det hele. Hvis ikke det var en af hans i hovedet opdigtede konkurrencer, eller ikke kunne gøres til sådan en, så var han i bund og grund ikke særlig interesseret. Han rejste sig fra vindueskarmen og gik hen til natbordet, hvor han fandt den lille æske med lås på. Nøglen i kæden om hans hals gled roligt i nøglehullet. Han glædede sig, det var lang tid siden sidst. Han satte sig tilbage i vindueskarmen, med udsigt over stjernehimlen. Forberedte skeen, vattet, kanylen. Han strammede bæltet om venstre arm og satte kanylen i blodåren. Han sad lidt og kiggede ud af vinduet. Det var mørkt og kun enkelte lygtepæle var ikke gået ud, eller smadret. Han skød den klare væske ind i armen og vendte igen blikket mod stjernerne, løsnede bæltet og lænede sig mod væggen bag ham. Hans tanker flød i rolige ryk langt væk fra hans lejlighed og hans liv, og stjernerne blev mindre og mindre.

Seks ord mere, også nogle Mathilde gav mig

Forlader Aidas lejlighed og kommer ned i den lille baggård, ned til jernporten der skærmer den lille gård fra den store verden, alt det der er udenfor. Det er fredag og klokken er 4:04, eller noget i den dur. Jeg har ingen anelse om hvor jeg befinder mig, andet end ”et-eller-andet-sted-i-Odense”. Jeg går på en stor gågade, og der er små nomader af mennesker i fint tøj, vaklende, rablende og nærmest råbende deres samtaler for at overdøve deres alkoholrus. Nogle på vej hjem med deres erobring, andre med lidt mere fest i stemmerne på vej til morgenfester eller hvad fanden ved jeg. Jeg tænder en cigaret mens jeg går ned ad denne lange, lange gade og begynder at betvivle om den ender. Alle disse mennesker befinder sig et helt andet sted, det er som om de ikke ser mig, selvom jeg går tæt forbi dem og puster cigaretrøgen, næsten bevidst, mod dem. Som denne rejse fortsatte, kom flere mennesker forbi, men kun få af dem anerkendte mig som værende i verden ved siden af dem.

Jeg drejer væk fra den store gade og undslipper lige så stille larmen fra alle de festlige og fulde mennesker, jeg tager et sidste hvæs af cigaretten og knipser den mod venstre ud midt på den lille gade, og jeg mærker en stank af gammel sødmælk stige op i min næse, jeg konstaterer hurtigt at jeg har en stor hvid plet på min sorte trøje og at den i dette lys mest af alt ligner sæd. Jeg forsøger at tage pletten i bedre skue i en butiksrude, men ser kun umenneskelige former og mine blodrøde øjne. Jeg ligner en der bærer rundt på en byrde, noget tungt og besværende som nedsætter min hastighed og gør min skridt trætte. En helt almindelig fyr, med ”sæd” på trøjen og åndelig elefantitis.

Klokken er snart 5:00, jeg traver stadig ned af små gader men nu med overvejende private residenser og min stærkt tiltagende sult frister mig da jeg passerer et åbent vindue med en brødkurv, jeg snupper to boller i forbifarten som var det så naturligt som at trække vejret, og ingen ser mig eller forsøger at standse mig i min ugerning. Ved første øjekast ligner det chokoladeboller og jeg når at blive helt varm i kroppen ved tanken om lidt chokolade vil hjælpe på mit ret usle humør, men beslutter mig at finde et sted og sidde ned mens jeg spiser. Klokken er seks da jeg endelig finder en bænk på et lille grønt område ved siden af en kirke. Solen er begyndt at gøre sig blændende mellem de mange høje bygninger, og jeg sætter mig med ryggen til den for ikke at pirrer mine THC-lammede øjne yderligere. Med solen i ryggen og øjnene rettet mod de skinnende kirkevinduer der leger med lyset fra den tidlige morgensols skarpe stråler, indser jeg hvad der er foregået, hvor lang tid jeg egentlig har tilbragt på madrassen hos Aida, hvorefter det slår mig at hun ikke sagde; ”Du er en lille væmmelighed” men ”det her forbliver vores lille hemmelighed”

.

Seks ord Mathilde gav mig

Han stod længe på den anden side af vejen og betragtede trafikken, før han følte kedsomheden tage fat igen og besluttede sig at fortsætte sin gåtur. Der var meget larm og mange mennesker på denne tid af en så solrig sommerdag, til og med en fridag. Han drejede ned af en gågade og blev blændet af lysets refleksion i de blanke butiksvinduer, han ønskede at handle men var ikke i stand til at kigge udefra. Efter et par minutters gang fandt han en butik med musik, han syntes passede godt til hans humør. Lige inden han nåede døren, gik den op af sig selv og åbenbarede, hvad fra døren lignede en krigszone, men ved nærmere eftersyn blot var et tre etagers udsalg af tøj, sko og hvad hjertet ellers kan begære af beklædning. Butikken var meget større end den først havde givet udtryk for og rummede mange flere og flottere rum end hvad man skulle tro der var plads til. Dette ellers dyre indtryk, rummene udstrålede, ødelagdes af klientellet. De forventede fotomodelagtige piger og deres moderigtige kærester var byttet ud med forskellig størrelser af kroppe og udtryksløse ansigter, hvilket i første omfang opmuntrede ham til at trække på smilebåndet, men ved nærmere eftertanke skabte en frygt for, han selv var lige som dem. Han skyndte sig at følge skiltene til et toilet, for at kunne tage sig selv til skue i et spejl. Han åbnede en bred dør og opdagede at gulvet pludselig var marmor, hvilket han huskede kunne være glat, hvorfor han tvang sig selv til at gå med sikre skridt for ikke at komme til skade. Han nåede hen til båsene og kiggede ind i det store spejl, over den lange række med vaske, og mødte sit, for sig, så velkendte ansigt med både brunt krøllet hår og de brune øjne. Han sukkede lettet, den melankoli der var spiret op i ham ved synet af disse anonyme skabninger var forsvundet som dug fra solen og han følte glæde ved at have sit ansigt i behold. Det værste han vidste var ikke at blive genkendt af folk der så på ham, ikke at blive genkendt på stemmen var en helt anden sag, det var mere sandsynligt at to personer lød som hinanden end to der lignede hinanden. Hans udlejer glemte ham altid, både når de mødtes i opgangen og hans navn på de første mange regninger. Mens han gik mod døren, tænkte han over kroppene uden ansigter og om der måske kunne være noget bag det han havde set. Kunne dette fænomen han oplevede forklares af videnskab, eller var det kun hans fantasi som spillede ham et pus. Lige inden han nåede døren trådte en af disse kroppe ind på toilettet, den havde en vældig fart på og stødte hårdt ind i ham, og han følte det som var han forstenet et kort øjeblik. Da døren mellem toilet og butik igen gik i, opdagede han at nogle havde skrevet med stor rød tusch på den; TUSMØRKEBLOMSTER stod der, og han sagde dette ord lidt sagte for sig selv. Pludselig mærkede han en prikken på skulderen og hørte en alvor stemme der undskyldte, han vendte sig og så at kroppen havde fået både farve, tøj, ansigt og hår. Han skyndte sig at nikke høfligt til dette menneske, der uden advarsel pludselig var blomstret fra en af disse grå anonyme kroppe han før havde set overalt i butikken, uden egentlig at tænke nærmere over det, åbnede så døren og trådte igen ud i den oplivende forårssol.